SCENEKUNST FOR BØRN I ALLE ALDRE            Suhmsgade 4, 1125 København K, Telefon: 333 222 49

Del med andre
Tidligere forestilling
lør 13. feb - lør 12. mar 2016

Anmeldelser

 

Børneteater med liv og opfindsomhed er også for voksne

"Den gamle seer blev gang på gang overrasket over, hvor meget det lille stykke kaldte frem." Det er ikke kun anmelderens ledsagere på 7 og 12 år, der er blevet stimuleret i hovedet under Anemone Teatrets aktuelle forestilling 'Adam & Eva og den forunderlige Slange'.


19. februar 2016

af Mogens Lindhardt

 

Børneteater er en speciel kunst. Ikke blot vil teatret indfange børn mellem 5 og 12 år, og mere forskellig målgruppe findes næppe. De voksne ledsagere skal også selv have noget ud af det, ellers føler vi os som kiggere i en børnehaveklasse, hvor pædagoger har taget over.


Forældre, og navnlig bedsteforældre i skellet mellem at være ”ungdommelig” og ”frisk” går ikke i teatret for at få børn uskyldigt underholdt, det klarer vores Netflix derhjemme. Vi vil have noget væsentligt at snakke med børnene om bagefter. Her er det en stor hjælp, hvis de gamle også er blevet stimuleret i deres hoveder, for børn mærker usvigeligt, om man høfligt er med som børnepasser, eller om man faktisk selv er blevet optaget af det.

 

Enkelt, tydeligt og med drømme til alle
I Albert Nielsen og Lisbet Lipschitzs manuskript lykkes det hele. Enkle og tydelige tableauer til de små, intellektuel redelighed til de større, genkendelige grundfølelser og drømme til alle, og for de voksne tilmed både kant til deres liv og sproglig opfindsomhed, så enkle udsagn til børn får nye og flere lag til de voksne, med klare link til deres kulturelle bagage også. Den gamle seer blev gang på gang overrasket over, hvor meget det lille stykke kaldte frem.

 

Ti-årige er gode teologer: ”Hvis jeg stjæler, kan jeg give tilbage eller bede ham jeg stjæler fra om tilgivelse, men hvis jeg slår et dyr ihjel kan dyret ikke tilgive, det kan kun Gud.”


Vi møder landmanden Adam og sangerinden Eva, på vej væk fra paradis i en udørk, hvor intet kan gro, og ingen lytter til dem. Pengeløse vejmusikanter uden tilhørere til deres lyriske lovprisninger af Guds sol og forårets forhåbninger.
Børn skal hun ikke have, det gør ondt, siger hun, og hendes ord smerter i Adams hjerte. Håb og livslyst er blokeret, det handler om at overleve. Hjælpen kommer fra cirkusdirektøren Diablo, der skal have nye kræfter. Adam ansættes i grillbaren, hvor fryserens færdigvarer hurtigt diskes op. ”Jeg kan også lave rigtig mad”, siger han, men det er der ikke brug for.

 

Hun bliver sangerinde i Cirkus, hendes egne sange duer ikke dér, så det bliver ding-dingeling sange, der skal sætte kroppen i sving, gøre livet en fest, mens man glemmer sine bekymringer. ”Lykke” bliver hendes kunstnernavn, eller Miss Lykke, som direktøren præsenterer hende, uden at man kan høre om det er i et eller to ord. Næppe en løfterig karriere, men rigeligt med højt belagt smørrebrød, som hun efter forestillingerne skal spise med de fine af gæsterne, stadig iført tyl og skørt.

 

Slangen i det Cirkus er teaterkvinden Gabriela, som Diablo afskyr, fordi hun truer hans glitrende shows ”glem-og-vær glad, vi-er-en-fest, vi-fortjener-det”. Adam og Eva/Lykke sniger sig ind til hendes forestilling, en genopførsel af skabelse. paradis og syndefald, et teater i teatret, et farverigt, universelt erindringsbillede inde i en i øvrigt kold, farveløs scenografi.

 

Genialt indbydes de til at selv at holde og passe på de to dukker, som i hendes stykke er deres bibelske navnefæller, så erindringen bliver til noget om dem selv, der ikke helt kan fortrænges, selv når deres verdener skilles og går i opløsning i forfængelighed, tomhed og grådighed. Faktisk kommer vi umærkeligt omkring en stor del af de gamle dødssynder inden de finder sammen, bryder op og går ud for at finde paradis på jord.

 

Gode snakke bagefter

Hvad talte vi så om bagefter forestillingen? Først: mine to teatergærster syntes stykket var for kort. Cirka 50 minutter. Sandt nok, navnlig slutningen kunne godt have tålt lidt flere nuancer inden den uundgåelige happy end. 

Og vi snakkede om, hvad Diablos og Gabrielas interesser var, om hvad et teater kunne, og om dets mange virkemidler, der skal se enkle ud, og derfor er svære at finde på. Om Adam og Eva i paradis og efter, om drømme og forfald, og om synd.
Ti-årige er gode teologer: ”Hvis jeg stjæler, kan jeg give tilbage eller bede ham jeg stjæler fra om tilgivelse, men hvis jeg slår et dyr ihjel kan dyret ikke tilgive, det kan kun Gud”. Sådan.


Samtalen tog vi på en kinesisk restaurant, ikke i teatrets fine café. På vej hjem et kig ind i Fætter BR, hvor vi så på gaveønsker: Starwars-lego og Barbiedukker! Stykket havde åbenbart ikke kvalt deres begærlighed eller moraliseret dem. Men det var nu det, ikke BR, de fortalte om, da farmor kom hjem og mor hentede dem. Det havde sat sig.

 

En enkelt indvending
En enkelt indvending. Gabrielas syndefaldsberetning bliver en traditionel kliche: hvis de spiser af kundskabens træ, vil de kunne skelne mellem godt og ondt, og så skal de dø! Den logik fatter ingen børn og de færreste gamle, og den kommer ind uden at være integreret i stykket i øvrigt. Også at de, hvis de spiser af træet bliver som Gud, og det går jo ikke! - selv om Gud ifølge Bibelen er helt tilfreds med det resultat.
Forfatterne går kun halvvejs ind på en anden tolkning, når de fint lader djævelen være den, som fremfører, at Gud bliver jaloux, hvis de kommer til at ligne ham, for det er djævelsk snak. Men at ”kende godt og ondt” er mere end rationel og etisk vurdering. Det er at tage godt og ondt til sig, gøre sig til et med det. Og nøgenhed er i Bibelen død, udsathed, at være afklædt, som et ”afpelset dyr” (Søren Ulrik Thomsens udtryk). At ”kende godt og ondt” er altså at kunne tage det til sig, - enten som lammende frygt for død, tildækning af sin dødelighed og sårbarhed, eller som ondsindet magt over andre. Diablo vælger det sidste, han ved at når folk pines af sult og frygter at gå til, kan man få dem til hvad som helst.


Stykket formulerer flot, at livet efter paradis ikke er fred, men kamp mod død. En kamp, hvor den svedende Adam i sit arbejde med jorden, og den med smerter fødende Eva er på livets side. Men lige her havde mindre respekt for traditionel teologi og mere mod til at søge sit anliggende i nytolkning af bibelen, været både spændende og konsekvent. Men også det kan man jo snakke om bagefter.

 

Forestillingen på Anemone Teatret er er blevet set af Antonio (10 år), Gabriela (7 år) og Mogens (69 år), alle Lindhardt.

 

Download anmeldelse i PDF

 
1