SCENEKUNST FOR BØRN I ALLE ALDRE            Suhmsgade 4, 1125 København K, Telefon: 333 222 49

Del med andre
Tidligere forestilling
fre 16. jan - søn 15. feb 2015

”Den store lettelse sker der, hvor man må sige troldens navn”

Fredag d. 16. januar havde vi repremiere på Kim Fupz’ fortælling om drengen Werner, der har mistet sin mor og forsvinder i sine drømme for at være sammen med hende. En smuk fortælling om alt det, man kun kan se med lukkede øjne.

 

Vi har talt med Kim om baggrunden for fortællingen, og hvad den kan give sine modtagere. Børn såvel som voksne.


Inspirationen til fortællingen om drengen Werner kommer fra Kims egen barndom. ”Jeg var selv en dagdrømmer. Det var en måde at flygte fra det, der var svært og hen til en bedre situation”, fortæller han. ”Altså, man skal jo drømme! Men drømmene er også en måde ikke at se virkeligheden i øjnene på. Jo flere ubærlige ting man står med, jo mere oplagt kan det være at forsvinde”.

 

Ikke lades i stikken

Drengen Werner forsvinder, fordi ingen kan rumme hans sorg, heller ikke ham selv. Men det er netop det, der er så vigtigt. Vi skal kunne tale om de svære ting. Kim uddyber: ”Vores børn er med i verden. De hører alt, hvad der sker. De tumler rundt med det indeni. Vi må ikke lade dem i stikken ved ikke at snakke om det”.


Kim fortæller videre og når ind til kernen af, hvorfor det så vigtigt:


”Den store lettelse sker der, hvor man må sige troldens navn. Samtidig lader man kærligheden leve videre ved at tale om det. Kærligheden forsvinder ikke med det, man har mistet”.


Det leder ham hen til sin egen erindring om det første store menneskelige tab. Han husker det selv således:
 

”Jeg vågnede ved, at min mor græd. Jeg fik det forfærdeligt indeni. Min morfar var sovet ind om natten. Meget uventet. Der forsvandt jeg ind i mig selv”. Kim fortæller om sin morfar: ”Han var en markant person, som fyldte meget. Han var skæg og flabet. Så savnet var meget mærkbart. Da han gik bort, tog min mor og jeg hans udtryk til os. På den måde levede han videre. Og savnet blev lettere”.


Drømme og fornyelse
I forestillingen lever Werners mor først videre i hans drømmeverden. Han bruger meget tid i den. Til sidst finder Werner og hans far hinanden i fælles dagdrømme, hvor de mindes. Og det er netop det, der er det magiske ved drømmene. Om dem siger Kim:


”Den gode side af drømmene er udviklingen af fantasien og evnen til at tænke nyt. Som voksne lærer vi at acceptere verden som lukket. Børn er ikke låst fat i ’sådan er det bare’. Fornyelsen kommer fra drømmene. Derfor er det vigtigt at drømme. Hvor skal det nye ellers komme fra?”


Der er altså stor værdi i at dvæles ved ting i en verden, der gerne vil det nye. Kim tilføjer her: ”Jeg havde en ven, der også var god til at dagdrømme. Vores drømme gav os udbyggede lege, som varede længe. Vi kunne integrere vores universer og skabe noget sammen. Han er kunster i dag”.


Invitation fra kunsten
Og netop skuespillets kunst kan være med til at give fortællingen et ekstra rum og et liv på teatret i samspil med musikken. Og det er ikke helt irrelevant i forhold til at komme ind til og få talt om troldene. Kim fortæller:

 

”Det kan være en dør til at åbne op for snakken. Der er et følelsesrum i kunsten, i teatret. Det kan også være i et stykke musik eller en bog. Her bliver der åbnet op ind til følelserne hos børnene. Men man skal inviteres. Og her kan bogen, musikken eller en teaterforestilling være den invitation”.

 

I Anemone Teatrets fortolkning og iscenesættelse, har vi lagt vægt på alt det fantasiske og livsbekræftende i Kims historie. Det er en fortælling om drømme med fest og farver og om Werner, der lykkeligt (gen)finder kontakten til sin far og sin nye mor. Man kan se meget med lukkede øjne, men kommer man forbi teatret, kan man med åbne øjne nyde magien, musikken og den forløsende historie om Werner frem til d. 15. februar 2015.


Maja Einfeldt

 
1