SCENEKUNST FOR BØRN I ALLE ALDRE            Suhmsgade 4, 1125 København K, Telefon: 333 222 49

Del med andre
Tidligere forestilling
tor 21. apr - søn 8. maj 2016

Bagom Skyggen

 

Jeg gør det ikke, men hvis jeg var min skygge ville jeg gøre det


Sådan kan man let tænke om sine skyggesider, mener skuespiller og teaterdirektør, Torkild Lindebjerg, der er manden på scenen, når Anemone teatret d. 21. april slår dørene op for familieforestillingen, Skyggen.

Forestillingen er et mix af video, lys og skuespil – uden ord. En poetisk og humoristisk fortælling om det at holde af sine egne skyggesider

 

Fuck pligt, jeg vil lege
"Skyggesider er noget alle kender og filosofisk er skyggebegrebet et interessant og veldokumenteret emne: I den vestlige kultur er vi knaldende dygtige til at dele alt op i sort og hvidt og godt og skidt. Vi vil så gerne præsentere os selv fra den gode side - den artige/kultiverede side. Der går næsten altid et stykke tid, før vi inviterer folk indenfor til den anden side - skyggen. 

Når skyggen viser sig, kommer vi i konflikt med os selv. I vesten er skyggen på den måde også ofte det, vi ikke vil være ved. Det gedulgte, det uartige, det vi undertrykker. I vores forestilling repræsenterer skyggen det lille "frække" barn i ethvert menneske, der nægter at lade sig kue. Den undertrykte side, som siger. Fuck pligt. Jeg vil lege. Sådan lidt ligesom Peter Pans skygge”.

 

Japanske youtube-klip kastede en uartig skygge

I Skyggen inviteres publikum ind i et poetisk og humoristisk univers, som udspiller sig i mødet mellem den nyeste animationsteknologi og en af verdens ældste, orientalske teaterformer - skyggespillet.

Og Torkild har sammen med videoscenograf Troels Lindebjerg også fundet inspiration til et helt enkelt scenisk univers i japanske youtube-klip: ”Publikum inviteres ind i et verden, hvor der bare er et lærred, en pære og en mand, der sidder på en stol. Pæren begynder at blinke, går ud og skal skiftes. Lige der opstår skyggen, og i den opdager manden noget fra sin barndom.

Så overtager Skyggen handlingen og alt muligt begynder at ske.

"Det kan være det bare er en tanke i mandens hovede. Det kan være, at det virkeligt sker for ham. Det vil vi lade være op til publikum selv at vurdere”, fortsætter Torkild.

 

Fortælling uden ord giver plads til refleksion 

Men hvordan kan man egentligt fortælle en historie uden brug af ord? ”Det kan man, fordi ordløsheden giver plads til publikums egen refleksion”, fortæller Torkild. Humoren og slapsticken, derimod, er en uundværlig del af fortællingen. ”Jeg er jo gammel gøgler”, fortsætter Torkild. ”Det kunne ikke undgås. Skyggetematikken lægger op til drama, og du kan ikke lave drama uden også at tilføje humor”.


At Skyggen har masser drama bekræfter Kirsten Dahl fra Teateravisen med sine 5 stjerner og ordene: ”Med de helt ordløse optrin mellem en mand og hans skygge får Teater TT fortalt en fin historie om, hvor strabadsfyldt det kan være at skulle forlige sig med sider af os selv, som man ikke er bekendt med, og som man umiddelbart helt vil undgå.
'Skyggen', som forestillingen kort og præcist hedder, peger på, at der er farer men også muligheder i alt og alting. Og den fortæller på sin egen August-klovneristiske vis, at det drejer sig om at udkæmpe de kampe og komme overens med de hurdler og modstande som dukker op i - og overfor en.”
.


Og hvad er det så for muligheder, man bliver opmærksom på i denne fortælling? ”Muligheden for ny viden”, siger Torkild. ”Når du erkender dine skyggesider, så ved du også, hvordan du kan bruge dem og gøre dig venner med dem”. Og så skal vi være mindre fordømmende over for os selv. ”Når skyggen indimellem dukker op - måske som fornemmelse af, at der er noget i dig, der har lyst til at danse og være utidig, fræk eller bare lege - kan du øve dig i at tænke, jeg behøver ikke at gøre det, men gud hvor har jeg lyst!, istedet for at undertrykke eller gemme den drillende skygge væk.


”Ja, du skal trække på skuldrende og smile af din skygge”, tilføjer Troels og fortsætter. ”Og her får du muligheden for at gøre det sammen med dine børn og børnebørn”. slutter Torkild og tilføjer. ”Ja. Man skal se forestillingen, fordi det er en essentiel historie, der kan ses af børn og voksne sammen. Teatret er et af de få steder, hvor børn og voksne kan grine sammen, mens de bliver mindet om, hvor fantastisk livet er på godt og ondt”.


Og den opfordring er hermed givet videre. Trænger du til at dele din latter med dine børn, børnebørn - og måske dit indre barn, så skynd dig ind på Anemone teatrets hjemmeside og få billetter på www.anemoneteatret.dk

 

Vi ses i teatret.
Maja Einfeldt Molberg

 

DOWNLOAD HELE INTERVIEWET HER


 

 
1