SCENEKUNST FOR BØRN I ALLE ALDRE            Suhmsgade 4, 1125 København K, Telefon: 333 222 49

Del med andre
Tidligere forestilling
tor 22. - lør 31. mar 2012

Anmeldelser

5 stjerner i Børneteateravisen marts 2012

 

 

Stomp for tegneseriehelte. 
Man skulle tro, at de kom ude fra rummet, sådan som de står i deres sorte læderfrakker og tæsker løs, mens sølvstøv drysser ned over dem. For Et Trommespil er en teaterkoncert for to fyre på trommer og kogekedel, sakse og toastmaskine, rasler og røde telefoner …
Slagtøjsspillerne David Hildebrandt og Mathias Reumert hører ellers til i trioen Pace, der bl.a. har akkompagneret Dansk Danseteater. Men i Et Trommespil spiller de teater om drenge- drømme. Flest drømme at blive rockstjerne. Eller første mand på Mars. Men også nogle om at blive metroseksuel på Købmagergade. Og alt lykkes så … Ikke mindst takket være Michael Østerz vilde lysdesign, hvor farvede laserstråler lyser Anemone Teatrets lille rum op, som var det Bellevue Teatret eller Forum. Og hvor projektioner bringer tilskuerne med ind i et fantasiland bag Mælkevejen: Her lugter af menneske! lyder første undrings- replik.
Det er den norsk-danske instruktør Tzara Tristana, der har fået forestillingen til at flyve frit. Så sæt fødderne i marchrytme og se trommedrengene, før NASA har købt dem til space entertainment! 

Anne Middelboe, Information okt.2010 

 

 

Mageløst musikteater

 

Anemoneteatrets forestilling Trommespil er en oplevelse for alle sanser og for alle aldre
To mænd i lange læderfrakker klar til duel. Musikken citerer den berømte harmonika i Once Upon a Time in the West. De trækker… hver sit sæt maracas! Og så swinger det løs med inciterende rytmer, mens de to fyre springer omkring og slår på alt tænkeligt, fra japanske kæmpetrommer til kasserede kaffemaskiner. Det er Anemoneteatrets seneste forestilling: Et Trommespil. Et medrivende stykke musikteater, der blander kunstarterne og bombarderer publikums sanser, så øjne og ører ruller til de heftige rytmer. Der er lysshow, animationsfilm, fortælling, røg og damp – og først og fremmest slagtøjsmusik. Fra electronica til verdensmusik, snart i kraftfuld, hårdtslående udladning, snart gribende poetisk.
De to slagtøjsspillere, David Hildebrandt og Mathias Reumert, internationalt kendte som solister, som medlemmer af trioen PACE m.m., har skabt en medrivende, humoristisk forestilling, i følge teatret henvendt til et publikum fra 10 til 15 år, men reelt med appel til alle børn og voksne. I fortællingen er trommespillerne gæster fra en anden planet, musikalske aliens, der stirrer med store øjne på publikum. Men snart viger deres lidt skræmmende ydre for deres charme og dansende, akrobatiske fremtræden, mens de hamrer løs på kæmpetrommer, hænger i luften mens de spiller, eller rytmisk bearbejder køkkenudstyr og hakker agurk i gakkede sekvenser.
Forestillingen har fremragende lysdesign af Michael Østerz og er instrueret af Tzara Tristatna 
Anders Østergard, underviser v. Falkonergårdens Gymnasium, Københavns Universitet, de faglig-pædagogiske kurser i dansk m.m. 

 
1